Bleak jobs data keep economy at center stage

Jobless rate spikes to 6.1%, pressuring candidates to address economy

By John W. Schoen

Senior producer

MSNBC

updated 8:53 a.m. PT, Fri., Sept. 5, 2008

A sharp and surprising jump in the unemployment rate reported Friday makes it likely the economy will remain front and center in a hotly contested presidential campaign just entering its final stage.

The unemployment rate in August jumped to 6.1 percent, the highest level in five years, from 5.7 percent in July, the government reported. Businesses cut 84,000 jobs — the eighth month in a row of shrinking payrolls.

The economy already was the No. 1 issue for voters, but the increase in the psychologically important jobless rate ensures both Sens. John McCain and Barack Obama will have to continue to address the nation's economic troubles as they stump for votes over the next two months...

http://www.msnbc.msn.com/id/26546938/

The end of the American dream?

Analysis
By Steve Schifferes
Economics reporter, BBC News website

Last Updated: Monday, 4 September 2006, 08:02 GMT 09:02 UK

The US economy has been generating strong economic growth over the past few years as it has come out of recession.

After growing at more than 3% a year in 2004 and 2005, the pace picked up to a blistering 5.6% annual rate in the first quarter of this year - although the pace has since then slipped back to 2.9%.

So far, though, little of that growth has translated into the hands of the average worker, according to new research from the Economic Policy Institute (EPI)...

http://news.bbc.co.uk/2/hi/business/5303590.stm#graph

Note how wages grew with productivity before the neocon era. But after the neocons became entrenched, productivity continued to grow while wages did not. Wage "growth" was flat.

USA TODAY

Washington/Politics

By David Kiley, USA TODAY

Posted 6/10/2004 5:56 PM     Updated 6/10/2004 11:05 PM

Fired air-traffic controller still feels the sting decades later

Reagan fired more than 11,000 air-traffic controllers in 1981 for staging an illegal strike. The move was a major blow to the power of labor unions.

Ron Taylor was fired by President Reagan 23 years ago. He's still trying to get his job back.

Taylor, 57, of Stuart, Fla., was one of more than 11,000 air-traffic controllers fired by Reagan after they went on strike for higher wages and fewer hours on the stress-filled job. In 1993, President Clinton ended the "ban for life" Reagan had imposed on former members of the Professional Air Traffic Controllers Association, but Taylor and thousands of others weren't rehired...

http://www.usatoday.com/news/washington/2004-06-10-taylor-vignette_x.htm

The neocons don't do "economies". They do "wars". But they don't do anything to the level of  "Hey ma, look what I can do!" Their speciality, cold wars, haven't worked entirely right yet. In the 50's, their arms race with the Soviet Union was only supposed to hurt the Soviet Union's economy - but as neocon's luck would have it, America's economy was also hurt.

And today, neocons have found an American President who seems to take to wars as well as they do. America has had nuclear weapons for a long time, but it is unlikely that more than ONE American President has threatened WWIII.

America may need a "bean counter" to track the HOT and COLD wars in progress.  And America's economy today? It is a worse wreck than in the 50's.

The neocons don't do "economies" AND they don't do "wars" too good either. And American labor?

America's workers have known the wrath of the neocons.

Harijs Gāliņs. Rudzi. - R.: Liesma, 1981

As if bringing together a big star cast of leading stars was not enough, the song "John Jaani Janardan" brings together a galaxy of other current and retired filmstars of Bollywood. In fact this song has been aped in the 2008 movie "Om Shanti Om" too, though not with the same effect.

This scene was a dream come true paisa wasool scene for many movie goers. In fact, the entire movie was a paisa wasool movie for aam janta, provided one did not use too much of brain while looking for logic in the movie.

The song begins with Amitabh multitasking (serving drinks, singing "John Jaani Janardan" , catching a pickpocket, juggling his tray plus glasses attached to the tray without breaking or dropping anything, persuading stars to play musical instruments, dancing etc, etc. Phew !).

I tried to identify the celebrities who make their entry during the song playing themselves.

First to walk in is Randhir Kapoor flanked by two ladies. Next was Rakesh Roshan. Next to come in is Vijay Arora ( looked like Deepak Parashar to me for quite some time). I could not recognise the ladies accompanying these two relatively small time actors.

Then the big star Dharmendra walks in. His huge cut outs from Dharam Veer, the last Man Mohan Desai movie was visible in the background. In fact, it seems that this song was picturised on the occasion of celebrating the success of Dharam Veer.

Then it is the turn of Shammi Kapoor flanked by two ladies. Then Rajesh Khanna arrives, accompanied by what I thought was his wife. Last but not the least, it is Raj Kapoor, accompanied by what I thought was his wife.

Rajesh Khanna touches Raj Kapoor' s feet (sort of), and then Raj Kapoor walks down to Dharmendra and hugs him. Amitabh brings a piano accordian to Raj Kapoor requesting him to play it. Raj Kapoor refuses, but persistence of Amitabh plus insistence by Randhir, Shammi etc finally makes Raj Kapoor relent.

Some remarks about the ladies appearing besides the actors. For long I thought that they were the spouses of the stars. But I was having my doubts. For instance, the lady coming with Rajesh Khanna hardly looked like Dimple. She looked more like Anju Mahendroo, his ex fiancee. And then it hit me. She was none other than Sharmila Tagore, in a hairstyle that must have been the fashion those days.
And the lady arriving with Raj Kapoor was Mala Sinha. Gosh! She had become so heavy from her "Anpadh" and "aankhen" days. Shammi Kapoor arrived with two ladies. One was Waheeda Rahman,and the other seemed like the actress who plays his wife in the movie "Khoon Paseena".
Randheer Kapoor came with Bindu and another lady,who looked like Neetu Singh, but then I later concluded that she was Simple Kapadia. Dharmendra arrived with Simi Garewal, who wore her trademark whites even in those days.

Youngsters , who have seen Rakesh Roshan only with his bald head , may wonder if he was wearing a wig in those days. No, he did have long flowing hairs those days. What was Vijay Arora doing in that party? I am not aware if he even got any roles those days.It could well be Deepak Parashar, who was making a name for himself those days, but it did not look like Deepak Parashar, so it could well be Vijay Arora himself. Rakesh Roshan managed to find roles in small budget movies. Randhir Kapoor, with strings of flops behind him, was all but out of movies. Shammi Kapoor was making a comeback, having appeared in "Khoon Paseena", and was due to appear in "Vidhaata". Raj Kapoor was still directing and making movies those days. Rajesh Khanna, the superstar before Amitabh was trying hard to make a comeback. He acted in some very well made movies, and would receive critical acclaim for his movies,but he his superstar days were behind him.

There were some people,especially ladies, whom I could not identify. There was one lady in red ( like most males of my generation, I only understand red, green and blue- this colur could have been pink, purple, magenta etc as well), who arrives with Vijay Arora. She was definitely a celebrity seeing how she joins others on the dance floor. Who was she ? Komilla Virk perhaps, who was a vamp those days ? Similarly, who was the lady in white who accompanied Rakesh Roshan ? Anyone can help in identifying these and other unidentified celebrities in this song ?. P. S.- After repeated views, I have identified Rakesh Roshan's companion as Shoma Narayan.

The stars dance towards the end of the song. And it is funny to see who does what. Mala Sinha is the most enthusiastic. Most celebrities just move round and clap their hands in what passes for a dance. Dhramendra is all at sea on the dance floor.

This galaxy of stars gracing this song makes this song a landmark song in Bollywood history. The song itself was sung by Rafi. Kishore Kumar tended to sing for Amitabh those days, but here Rafi has done a wonderful job. He has really sung the song with passion.

The lyrics of Anand Bakshi describe the scene so well, and the tune of Laxmikant Pyarelal celebrates the festive occasion so well. But the biggest applause should go to the person who thought up this scene and who directed this scene. This song is quite a milestone in Bollywood history, as I have already mentioned earlier.

Incidentally, Rafi sang for Rishi Kapoor in another song in this movie. Also, Shailendra Singh sang for Amitabh in that other song. Confusing ? It certainly is. But for now, let us enjoy this humdinger of a song.

Song-John Jaani Janardan (Naseeb) Singer-Rafi, Lyrics-Anand Bakshi, MD- Laxmikant Pyarelal

Lyrics

John Jaani Janardan, tara-rum-pum-pum-pum-pum
John Jaani Janardan, tara-rum-pum-pum-pum-pum
sahib ne bulwaaya, haazir hoon main aaya,
hoon yaaron ka main yaar, dushmanon ka dushman, de dana-dan!
John Jaani Janardan
John Jaani Janardan
sahib ne bulwaaya, haazir hoon main aaya,
hoon yaaron ka main yaar, dushmanon ka dushman, de dana-dan!
John Jaani Janardan, tara-rum-pum-pum-pum-pum
John Jaani Janardan, tara-rum-pum-pum-pum-pum

Angrezi ho ya desi, filmen sabhi maine dekhi
Angrezi ho ya desi, filmen sabhi maine dekhi
har picture dekhke socha, main bhi actor ban jaaun
har picture dekhke socha, main bhi actor ban jaaun
qismat ne ghumaaya, hotel mein pahunchaaya
hoon yaaron ka main yaar, dushmanon ka dushman, de dana-dan!
John Jaani Janardan, tara-rum-pum-pum-pum-pum
John Jaani Janardan, tara-rum-pum-pum-pum-pum

So here we go.  I have selected what I consider to be the cream of the crop from this group.  Leave a comment on this post to cast your vote!

I have intentionally left Score and Upper Deck products out of this category as their quality for their first issues in the late 80's was superior to what Donruss and Fleer introduced in the early 80's.

The contenders are:

Arbejde, gæstearbejdere, sociale forhold m.m.

Der tales så meget om ungdomsarbejdsløshed, at man næsten glemmer f.eks. dem, der er midt i 50`erne. Det er dem med kvalifikationerne, som de ikke når langt med, fordi de unge 20-26 årige tager HF eller studentereksamen, for senere at søge ind på EFG. Nogle af de uddannelsessøgende får så den for dem ønskede uddannelse, resten vil ikke nøjes med et ufaglært arbejde, fordi de er opdraget til noget andet. Den største arbejdsløshed ligger jo på de ufaglærte.

Hvad med at opdrage de næste generationer til, at ikke alle i familien behøver den samme position med hensyn til erhverv?
Give plads for alle?
På den måde vil man også undgå at skabe så mange sociale tabere, som oftest udvikles til psykiatriske tilfælde (med eller uden stoffer). Men tilbage til arbejdsløsheden.

Hvis vi lod være at love gæstearbejderne for meget, når de tilbydes arbejde i Danmark, skulle det vel ikke noget problem at udvise dem, når vi ikke længere har arbejde at tilbyde dem. Vi skal jo ikke ligefrem forsørge dem og lade dem regere vort land.

Tænk, hvis der kunne blive plads til alle generationer af danskere fra alle sociale lag, også de uarbejdsdygtige, folkepensionister m.v. Og tænk, hvis der kunne blive arbejde til alle arbejdsdygtige danskere og råd til at betale for hjælp til de sociale tabere, der altid vil være, f.eks. i Danmark. Disse ønsker, behov, kan kun realiseres, hvis vi udviser gæstearbejderne.

Anne Krogh

Tratto da un romanzo autobiografico della scrittrice L. M. Montgomery, giunse in Italia nel 1980 trasmesso da Rai 1 e Rai 2 e la sigla conquistò il pubblico italiano anche perché... ma ne parliamo dopo il video.

Ebbene sì, come detto in un precedente post, il "maestro" Vince Tempera attinse a piene mani dal repertorio del gruppo Boney M, prima utilizzando "Brown girl in the ring" per la sigla di Remi, poi "Rivers of Babylon" per Anna dai capelli rossi", con tanti saluti al diritto d'autore...

Confrontate le due canzoni e poi giudicate voi stessi...

Offentlig eller privat virksomhed?

Odense Universitetsfolkene Kjeld Møller (født 1949) og Jørn Henrik Petersen (født 1944) har på Berlingske Forlag udsendt bogen ”Hvorfor kan den offentlige sektor ikke styres?”.

De ca. 200 siders analyser fører til, at demokratiet i den eksisterende form ikke kan løse de samfundsøkonomiske opgaver.

Desværre er der umådelig megen logik og realitetssans i betragtningerne.

Bogen skæmmes af forfatternes tilbøjelighed til at bruge fremmedord, men hvis man ikke lader sig forskrække heraf, kan den anbefales til nærmere studium for alle, som vil og tør se ikke almindeligt anerkendte sandheder i øjnene.

Et af de emner, hvor forfatterne supplere det hidtil foreliggende Fremskridtsmateriale, angår offentlige virksomheder. I Askjærs erhvervs politiske oplæg i nr. 13 side 11 var der jo kun plads til en kort angivelse af Fremskridtssynspunktet på det område.

Selvom lidt blev føjet til på side 24 i nr. 13, kan det være naturligt fra bogen at citere følgende uddybning:

1. Hovedparten af indtægterne stammer ikke fra salg af ydelser.

2. De ansatte kan ikke drage direkte fordel af en mulig forskel mellem indtægter (budget) og omkostninger.

3. Der produceres oftest personlige tjenesteydelser, d.v.s. produktionen bygger på en menneskelig kontakt, hvis formål er gennem menneskelig indsats at hjælpe, det viser sig som lærer, læge, socialrådgiver eller børnepædagog.

4. Institutionen har ofte et effektivt monopol på produktionen af de pågældende ydelser.

Der eksisterer således ikke et marked i traditionel forstand. Dermed er den direkte forbindelse mellem de producerende ydelser og brugernes vurdering af disse blevet afbrudt. Det er de politiske myndigheder, der efterspørger på borgernes vegne via deres bevillinger til de producerende enheder.

Den ”politiske efterspørgselskurve” er ikke konkret på samme måde som den efterspørgselskurve, virksomheden står overfor. Det er en kurve, som kun eksisterer i budgetprocessen.

”Institutionsegoismen” betyder, at institutionen søger at opnå det størst mulige budget. Institutionslederne vurderes ofte ud fra deres evner til at ekspandere institutionen. Dette succeskriterium skyldes igen, at ekspansion set fra personalets synspunkt er ensbetydende med muligheder for forfremmelse og/eller opnormering af stillinger.

Et større budget kan omsættes til fordele for personalet i form af højere løn, færre klienter pr. ansat, færre elever i klasserne o.s.v. Det har kun en mening at udvise en adfærd, hvor omkostningerne ved at et givet produktions- og serviceniveau gøres så små som muligt, hvis den derved opnåede gevinst tilfalder institutionen. Dette er ikke tilfældet, idet ikke opbrugte bevillinger som hovedregel går tilbage til bevillingsgiveren. Der er således ikke nogen incitament til omkostningsminimering svarende til overskudsincitamentet i den private virksomhed.

Bag omkostningerne ligger en bestemt ”teknologi”. Denne viden er oftest monopoliseret i institutionerne. Den kan derfor bruges ved argumentationen for budgetforøgelser. På et sådant fagligt-teknisk område er det selvsagt vanskeligt for den politiske modpart i budgetprocessen at finde modargumenter. Institutionernes såkaldte ”ekspertvælde” dækker bl.a. over, at institutionsmonopolet hævder at have fuld viden. En øget omkostningsbevidsthed vil enten medføre, at velerhvervede rettigheder gradvis vil forsvinde, eller at det vil blive vanskeligere at opnå nye rettigheder i form af bedre arbejdsbetingelser.

Flere offentligt ansatte avler endnu flere offentligt ansatte

Den voksende gruppe af offentligt ansatte forstærker gennem deres stemmeafgivelse yderligere væksten ved at stemme på politikere med en positiv holdning til en voksende offentlig sektor.

Også brugergrupper kan spille en betydelig rolle. De søger at overbevise politikerne om, at der er en større efterspørgsel, end politikerne hidtil har troet.

Når der kontrolleres for forskelle mellem institutionerne i offentligt og privat regi, gælder det, at den offentlige produktion i gennemsnit er væsentligt mere ressourcekrævende end den tilsvarende produktion i den private sektor.

Som eksempel kan betragtes en australsk undersøgelse af to luftfartsselskaber, hvor det ene fungerer i offentligt regi og det andet i privat. De to selskaber er underlagt en række fælles restriktioner m.h.t. hvilke lufthavne, der skal beflyves, hvilke flytyper, der skal benyttes o.s.v. De ligner således hinanden m.h.t. produktionsapparatet og serviceydelser.

I undersøgelsen blev det påvist, at det private selskab transporterede 104% mere fragt og post pr. mandtime og 22% flere passagerer pr. mandtime end det tilsvarende offentlige selskab. Mange andre eksempler kunne være nævnt.

Mogens Glistrup

Vi anklager

Inden kommunalvalget i november vil der være afsagt dom i ”Glistrupsagen”. Hvorvidt dommen vil blive appelleret af Mogens Glistrup eller af anklagemyndighederne er naturligvis endnu uvist.

Sigtelsen mod Mogens Glistrup for bedrageri er i al stilfærdighed frafaldet. Den tavshed, som pressen har udvist om denne kendsgerning, står i skrigende modstrid til den opsigt, bedragerisigtelsen i sin tid gjorde. En sigtelse som medførte en pressekampagne af et uhørt hadskt og voldsomt omfang.

Ingen anden dansk skatteborger har fået sine selvangivelser så grundigt gennemgået som Mogens Glistrup – med det resultat, at der ikke har kunnet sættes en finger på nogen unøjagtighed. Alt har været korrekt bogført og opgivet i overensstemmelse med bilagene.

Mogens Glistrups virksomhed talte, da den var størst, ca. tyve tusinde klienter. Mogens Glistrup ville formentlig havde kunne fortsætte uanfægtet, hvis der havde været tyve klienter – og ikke tyve tusinde. Navnlig hvis en kontorchef i kirkeministeriet, en borgmester fra Jylland, en enkelt socialdemokratisk folketingsmand samt en halv snes agtværdige og velhavende forretningsmænd havde været med. Men tyve tusinde klienter betød, at enten måtte Folketinget acceptere, at indkomstskattesystemet var forældet eller også måtte Mogens Glistrup dømmes. Hvis Glistrup havde ret i, at der blev betalt skat efter evne til at udfylde selvangivelsen – og ikke efter evne til at tjene penge – måtte den danske stats økonomi ændres.

Udviklingen i 70`erne har i stadigt stigende grad givet Mogens Glistrup ret. Indkomstskatten er ikke retfærdig og virker mere og mere ødelæggende for tillidsforholdet mellem Folketinget og befolkning.

Hul efter hul i lovgivningen er blevet opdaget. Ændring efter ændring er blevet føjet til et i forvejen uoverskueligt skattesystem. Samfundet er gået mere og mere i opløsning.

Til trods herfor ser det ud, som om landsretten vil dømme Glistrup og dermed hans klienter for, at de indgåede kontrakter er ”fiktive” og dermed ikke retsgyldige. Dermed vil Danmarks borgere være stillet over for den kendsgerning, at selv om selvangivelserne i en lang årrække er blevet anerkendt af skattemyndighederne, vil en domstol til enhver tid kunne rejse sigtelse mod skatteyderne for at indgåede aftaler kun er foretaget af skattemæssige årsager og derfor ikke er gyldige. Ingen vil kunne føle sig sikker – med mindre de tilhører den herskende klasse.

Vi anklager samtlige øvrige danske partier for at fastholde et umuligt og bunduretfærdigt indkomstskattesystem som straffer arbejdsomme, flittige og hæderlige arbejdere, småerhvervsdrivende, ekspeditricer, kontorfunktionærer, landmænd, chauffører – kort sagt de mennesker, som udgør rygraden i det danske samfund . medens smarte pengemænd flyder ovenpå.

Vi anklager Danmarks øvrige partier for at holde hånden over et system, som med største brutalitet opkræver den sidste øre i indkomstskat hos almindelige mennesker, medens Folketinget smider skattekronerne ud til pjank og pjat.

Vi anklager Folketingets øvrige partier for at lade det danske samfund gå under i uretfærdighed og korruption.

Vi har rejst disse anklager fra partiets start- intet, ej heller en eventuel dom over Mogens Glistrup, skal få os til at bøje ryg.

Vi lader os ikke kujonere.

Leder

I must’ve been about 14 when me and Sally from down the road – blonde, blue-eyed, beautiful, blessed at an early age with a mesmerising, gravity-defying bosom, and utterly oblivious to my hopeless, clod-hopping adoration - summoned up all the courage we could muster, took off our school ties and went into the White Lion to buy advance tickets for some do at the community hall one dinnertime.

It was obvious that Sandra behind the bar would’ve been as happy to sell us booze as she was tickets. We had to get back to school but I promised myself I’d return to try my luck the following weekend.

Unfortunately, getting the tickets for the do didn’t really get me any further with the hypnotically unattainable Sally, although it did teach me a couple of lessons which would prove to be invaluable in later life – when it comes to illicit fun after dark, you have to brazen it out and look the part, even if you’re not. And while girls are often quite impressed if you can get them into night clubs, they’re not that impressed.

I ended up spending most of my formative under-age drinking years in the White Lion, with it’s legendarily miserable old landlord Bill, and the rather butch looking Sandra, with whom he was rumoured to enjoy frequent and passionate after-hours pool table trysts.

It wasn’t a big village. Everyone knew everyone else, but you know what big daft country lads are like once they’ve got a couple of drinks in them. Someone says the wrong thing, looks at them the wrong way or just plain looks wrong, full stop, and it kicks off.

There’s no harm in them. They’re just a bit rough and ready, that’s all.

People eventually got used to me and Garbage. We used to take Doug and Paul in there, and sit in the corner with our spiky hair, badges, tartan trousers and studded leather jackets. It was quite intimidating for them, I think. Paul still talks about going up to the bar one time, asking for “a couple of pints of lager please, mate” and Bill saying “I’m not your mate” before taking his money off him. Me and John were just glad someone was taking the heat off us.

I think the community centre would probably close around 1am, so you tended not to hang around at the White Lion too long. You wouldn’t want to miss the pie and peas supper, would you?

It was the kind of place where, depending on what was on that night, you’d be as likely to run into your grandma as you were the seriously hot girls a couple of years above you at school. Dave Double-decks would’ve been working his magic over the mic, coloured rope-lights twinkling in time to the good, the bad and the positively ugly sounds coming from the console in front of him.

A predictable, low-quality soundtrack of Hi Ho Silver Lining and anything by Status Quo was sprinkled with okay contemporary pop by the Jam, the Stranglers, the Pretenders and even some not-so-very-bad-at-all stuff - Motown, Silver Machine, Enola Gay, Tainted Love and the like. I don’t ever remember much disco, strangely enough.

The community hall was where I took my first tentative steps onto a parquet dancefloor. For some reason, reggae was the only thing I’d dance to, so I didn’t get too much practice - though there was more reggae played than you might imagine in the whiter-than-white provinces at the start of the Eighties.

Although the 2-Tone phenomena was well and truly on the wane, Caribbean dance music had been a mainstay of the pop charts for years, from Little Millie, Jimmy Cliff, Desmond Decker, Althea and Donna and Bob Marley to Dennis Brown, Errol Dunkley, Black Slate and even Musical Youth and UB40.

Courtesy of an enlightened uncle, I’d been into reggae for years but I wasn’t that precious about it that I’d look down my nose at songs like Good Thing Going by Sugar Minott, which was just the latest in a long line of releases by Jamaican and British artists which somehow struck a chord with Radio One and crossed over into the mainstream.

So there I’d be, dancing like nobody was watching, all elbows and knees, head going up and down like a nodding dog, on my own. Luckily, I lacked the self-awareness to appreciate the crushing irony of this forlorn and incongruous figure at the edge of the dancefloor, skanking away to a song about having “a real good thing going, yes, that girl and me”.

You see, I’d had a “good thing going” with precisely one lucky lady so far (God bless America!) and what’s more, I wouldn’t be having any kind of 'thing' with the bizarrely disinterested womenfolk of this locale for some time to come.

In truth, Good Thing Going had about as much direct relevance to my life as I Shot The Sheriff but that didn’t stop me buying the 12-inch from Virgin in Sheffield. Reggae was my music, end of story.

My mum, who is actually a bit of a left-leaning liberal, used to ask me why I was so interested in music from a culture so far removed from my own. I liked the big sounds, the soulful defiance and the groove of reggae, of course, but it was precisely the fact that the music came from so far away from my natural habitat that made it so attractive to me. Probably.

I toyed with the idea of adopting the name of Jah Bunker and even growing locks. It was just the Rastafarian bit I had a problem with.

I couldn’t do much about the colour of my skin, but we’re all from Africa originally, aren’t we? I wanted to go back to Africa too – the dullest village in Ethiopia had to be better than the village where I lived. I’d clearly not thought this through. I just wanted to get as far away as possible – even if that was more in mind than body, for the moment.

Science fiction was one escape route, and reggae was another. Pot would eventually make it all a heck of a lot easier. But for the moment I was clean, if not serene.

I’ve no idea where Good Thing Going went or when or how. I never had a burning desire to buy it again – perhaps because, rather than being connected in my mind to a particular time with a particular girl, it’s actually linked to a time of absolutely no girls. Yes, I’m that shallow. And it just wasn’t a big tune for me.

You hear it occasionally, on the radio, at house parties, on pop nostalgia shows on the telly, but not that often. If anything, you hear Sid Owen’s inexplicable 2000 cover more than the original. Tragic.

Anyway, for reasons I won’t go into, I’ve been hanging around Burnley town centre more than is strictly healthy of late. I often have some time to kill so naturally I gravitate towards the charity shops around the precinct, searching for, well, anything that takes my fancy, really. You can never tell what’ll turn up until you’re there, getting your hands dirty, breathing in the old lady dust, flicking through every Russ Conway and Jim Reeves album in the world.

The trouble is, the charity shops in Burnley are shit. For records anyway (though they seem very good for clothes made with a lot of brightly coloured polyester). Don’t bother.

Don’t worry. This is not some elaborate, not-so-subtle double-bluff to protect the sanctity of some undiscovered motherlode of Sixties and Seventies vinyl gold – Burnley’s charity shops really are complete shite. It’s right up there with Scunthorpe and Darlington as far as piss-poor charity shops go.

It never fails to amaze me. You didn’t have to be into rubbish music if you were white, working class and living in the north of England in the Seventies and Eighties – but it certainly seems to have helped.

But then I go round a corner and down a hill looking for a decent sandwich – I’m still hopeful I’ll find one someday - and I stumble into an actual record shop. It’s a bit shabby inside and the guy has the radio blasting out TalkSport, which isn’t a good sign, but there’s a shit-load of secondhand vinyl as well as a fair amount of new release stuff. Paydirt!

I get a reissue of Knock On Wood and Light My Fire by Aimee Stewart and an original Good Thing Going by Sugar Minott, both on twelve and in decent nick, for just 50 new pence each. As well as the gentle lovers groove of the vocal version, it comes with a very agreeable Bad Things dub on the other side. Vintage stuff.

Reading up on the singer online – just checking I’d not inadvertently bought something valuable, you understand – I discover that Minott, a protégé of Coxone Dodd at Studio One, was one of the first people to sing new lyrics over existing rhythms (leading directly to what we now know as dancehall) before adapting his style to the lovers rock idiom which dominated British reggae at that time. This gave him his biggest hit with Good Thing Going which, it turns out, was actually a Michael Jackson cover.

In a long and illustrious career, Minott discovered Musical Youth and made music with the likes of Sly and Robbie, Prince Jammy, Tenor Saw and Tony Tuff. A few years ago, he even worked with my old friend Rootsman in Bradford.

These days, he’s still making music (his latest CD, A New Day, came out on Stop, Look & Listen Records last month) and busy with Youth Promotion, a sound which seeks to help ghetto youth get out of the poverty trap, at 1 Robert Crescent in Kingston, from where he also runs his Black Roots Recording Company. Full details on Minott’s MySpace and his own site.

I also found a charming old Top Of The Pops performance of Good Thing Going on YouTube and it never fails to raise a smile. But do you know what the really funny thing about it is?

Sugar Minott is doing exactly the same dance as me.

See also: Commandments Of Dub 8: Imperial Dub by Jah Shaka and Babylon Original Soundtrack.

Til kamp mod organisationstvang

Naturligvis er fagforeningerne et gode. Men der må være måde med alt. En af Folketingets opgaver er at værne den enkelte mod, at individets egen bestemmelsesret knuses.

I eftersommeren 1975 var slagmarkerne Bækkelund Papirværk, de fynske amtssygehuse, Info og andre arbejdspladser. Fremskridt var i front med disse angreb på den personlige frihed. Modstanden blev så sej, at Thomas Nielsens tropper derefter længe holdt sig på måtten. Men nu skal vi ruste os igen. Alarmklokkerne ringer fra Telerentsagen og i Vestervig, Harboøre og Lindknud.

Vi kan simpelthen ikke godtage, at mennesker ved boykot, chikane og personlig forfølgelse skal tvinges fra arbejdsplads, virksomhed, hus og hjem, hvis de ikke vil melde sig ind i en ganske bestemt fagforening.

Mogens Glistrup

Skattemyndighedernes fiktionsteori

Statsautoriseret revisor J. E. Berthelsen gennemgår de horrible retstilstande for de ca. 20.000 Glistrup-klienter

”Glistrup skulle jo nødig få indtryk af, at han kunne vinde sagerne”. (Retsformand Vinten under retsmøde i Landsskatteretten den 04. december 1978).

”Jeg var af den opfattelse, at dersom der ikke havde været tale om en Glistrup-sag, og hele Glistrup-problemet ikke havde eksisteret, ville klagerne formentlig under samme omstændigheder have fået medhold”. ”Retsmedlem Aage Lommer i notat af 28. december 1978).

Her skal kort omtales nogle skattesager, der nok kan give anledning til undren.

Wencke-Hansen-sagen

Poul Sustmann Hansen og hustru Wencke Hansen lånte i 1971 og følgende år gennem Mogens Glistrup penge til udbetaling ved køb og til istandsættelse samt drift af et sommerhus i Odsherred.

Alle udbetalingerne skete fra Glistrups kontor. Håndværkerregninger, ejendomsskatter, prioritetsydelser, m.v. blev betalt i den rækkefølge, regningerne indløb. Det arbejde, der ikke krævede fagfolk, blev i weekends og ferier udført af familien.

Så kommer vi til det skattemæssige.

Fase 1
Skattevæsenet i Brøndby nægtede fradrag på selvangivelsen for betalte ejendomsskatter og renter, idet man postulerede, at huset var fiktivt, da lånene var optaget hos Mogens Glistrup. Det hedder eksempelvis i skrivelse af 21 september 1973 fra skatterådet for Glostrup skattekreds, afd. Brøndby: ”Arrangementerne med advokat M. Glistrup samt de i selvangivelserne som følge af arrangementerne anførte ”indtægter og fradrag” er ikke tillagt skattemæssig betydning, idet de pågældende transaktioner anses for fiktive”.

Der klages løbende over ansættelserne.

Der går på denne måde 5 år.

I 1976 blev Poul og Wencke Hansen af økonomiske grunde tvunget til at sælge huset. Man kunne ikke magte at beholde det, når der blev nægtet de retsmæssige fradrag for ejendomsskatter og renter.

Fase 2
Det lokale skattevæsen finder nu ud af, at ejendommen er solgt med en fortjeneste, der er større end de i årenes løb afholdte prioritetsrenter og ejendomsskatter, og at man i virkeligheden alligevel har ejet ejendommen. Man påtænker altså nu at se bort fra fiktionsteorien.

Fase 3
I 1977 kommer skattedirektoratet ind i billedet. Ved et møde 28 november 1977 meddeler man, at man vil overveje at se bort fra fiktionsteorien bortset fra renter af de lån hos Glistrup, som jo havde været forudsætningen for, at man havde kunne købe ejendommen. Samtidig meddelte man, at man betragtede ejendommen som købt i spekulationshensigt. Denne påstand ville man dog overveje at frafalde.

Fase 4
For at klare betaling af pålignede skatter samt gæld til Mogens Glistrup solgte familien i 1977 Handelsbank-aktier for kr. 106.332. Aktierne var købt i 1971 gennem Glistrups kontor, og de har ligget i depot hos Glistrup. Skattevæsenet meddelte, at man betragter aktierne som værende fiktive.

Dette medfører, at restgælden til Glistrup ikke anses for tilbagebetalt, men eftergivet. Det ”eftergivne” beløb skal derfor beskattes som almindelig indkomst. Indkomsten for 1977 er følgelig forhøjet med kr. 68.946.

Fase 5
Sagen omtales udførligt i begyndelsen af 1979 i en række artikler i Jyllands-Posten. Jyllands-Posten beder skattedirektør Hans Westberg om en kommentar. Poul og Wencke Hansen har i en erklæring løst skattevæsenet for tavshedspligt i denne sag.

Skattedirektoratet svarer, at tavshedspligten er til hinder for, at man kan kommentere indlægget, men at man er villig til på ny at drøfte grundlaget for de trufne afgørelser.

Altså: Tavshedspligten benyttes som et skjold man gemmer sig bag ved, når det er bekvemt.

Fase 6
Affødt af artiklerne i Jyllands-Posten kommer der den 27. marts 1979 et møde i stand i statsskattedirektoratet. Direktoratet godkender nu, at erhvervelsen af ejendommen skal betragtes som reel, og at der ikke forelå spekulation.

De føromtalte Handelsbank-aktier vil man dog fortsat betragte som fiktive.

Skattesager, hvor renter er fiktive den ene vej, men ikke den anden.

Den ene vej

Gennem årerne har skattevæsenet beskattet Mogens Glistrups klienter af renter og udbytte af værdipapirer (obligationer og aktier), som han ikke ejer, men som tilhører klienter, der har betalt skat af de samme beløb.

Eksempelvis meddelte Skatterådet 21. december 1978 Mogens Glistrup, at hans skattepligtige indkomst for 1977 ville blive forhøjet med kr. 155.623 vedrørende sådanne renter og udbytter. Obligationerne og aktierne ligger i åbent depot i Handelsbanken og dels indskrevet i kreditforeninger. Depotfortegnelse og indskrivningsbeviser lyder på Glistrups navn. Det fremgår imidlertid af Glistrups bogholderi og depotbøger, hvem værdipapirerne tilhører, og der er hvert år tilsendt klienterne depotsbogsudskrifter, underskrevet af statsautoriserede revisor. Depotbøger, hvoraf forholdet klart fremgår, er forevist skattemyndighederne.

At værdipapirerne ikke tilhører Glistrup, og at renter og udbytter også skal beskattes hos klienterne – det kan man ikke tage sig af.

Den anden vej

Omvendt kan man godt finde frem til Glistrup-klienter, der har betalt renter af gæld til Glistrup eller andre Glistrup-klienter. Disse renter godkendes ikke som fradragsberettigede for de pågældende klienter.

I 1974 udsendte Statens Ligningsdirektorat til samtlige kommuner, hvor der foretages ligning af Glistrup-klienter, en speciel formular til brug ved ligningen af de pågældende. Udfylder man standardskrivelsen med navnet Glistrup har den følgende ordlyd: ”I fortsættelse af skrivelse vedrørende Deres skatteansættelse for indkomståret samt under henvisning til skrivelse fra advokat Mogens Glistrup skal man meddele, at ligningsrådet, da der ikke er fremsat begrundet indsigelse mod ligningsdirektoratets indstilling i medfør af bestemmelsen i § 3, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 134 af 17. marts 1970 har ændret ansættelsen i overensstemmelse med opgørelsen i førstnævnte skrivelse og ansat Deres indkomst for formue til henholdsvis………..kr. og ………….kr., idet ligningsrådet på det foreliggende har ansat lånet fra Mogens Glistrup, stort………….kr., og de herefter følgende arrangementer, der indgås med Mogens Glistrup for at være fiktive.

Ansættelsen fremkommer således:

Det bemærkes samtidig, at ligningsrådet ikke har kunnet efterkomme advokatens anmodning om personligt at give møde i ligningsrådet, ligesom man ikke har kunnet efterkomme anmodningen om aktindsigt, jfr. Herved bestemmelsen i § 6 i lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen.

Meddelelse om ændringerne af de pålignede skatter vil senere tilgå Dem fra kildeskattedirektoratet.

Det tilføjes, at de ændrede ansættelser af skatteberegningerne vil kunne påklages til landsskatteretten, Vester Farimagsgade 7, 1606 København V., inden 4 uger fra dato.

Man forbeholder sig i anledning af Deres for lave selvangivelse at gøre strafansvar gældende imod Dem i henhold til bestemmelsen i § 13 i lovbekendtgørelse nr. 37 af 09. februar 1973 (skattekontrolloven), jfr. Nr. 371 af 11. november 1968.

Såfremt De ved selvangivelsen for indkomståret har fradraget renter af det omhandlede lån, er det ligningsdirektoratets opfattelser, at fradraget er sket med urette, hvoraf man har henledt direktoratets/skatterådets opmærksomhed på Deres ansættelse til statsskat for indkomståret, ligesom man med hensyn til forskudsregistreringen for indkomståret skal (anmode skatterådet om at) henlede registrators opmærksomhed på det pågældende forhold.

Det bemærkes, at advokat Mogens Glistrup har fået en genpart af nærværende skrivelse”.

Også denne fremgangsmåde ved skatteansættelser af Glistrup-klienter har været omtalt i pressen, bl.a. i en leder i Jyllands-Posten den 20. august 1979 under overskriften ”Skattevæsenets svinestreg”. Lederen slutter med et skarpt angreb på skatteminister Anders Andersen og følgende bemærkning: ”For politikerne må være på det rene med, at hvis de stiltiende velsigner ethvert middel i sagen mod Glistrup, så ødelægger de på langt sigt mer i vort samfund, end en Glistrup nogen sinde vil kunne”.

Sagen har været bragt frem i Folketinget, hvor skatteministeren har forsvaret direktoratets handlemåde. Han siger bl.a.: ”Der er således ikke tale om nogen generel anvisning til ligningsmyndighederne, men om afgørelser i konkrete sager og vedrørende konkrete forhold. En sådan fremgangsmåde er et sædvanligt led i direktoratets oplysnings- og vejledningspligt”.

Man må spørge sig selv: Hvordan kan det lade sig gøre at gennemtrumfe den slags urimeligheder som foran beskrevet uden at befolkningen gør oprør?

Forklaringen er efter min mening, at over 50% af politikerne og 99,9% af befolkningen som helhed finder Glistrup-sagen så indviklet og uoverskuelig, at man opgiver at forstå den. Det kræver fagkundskab. Og man nægter at tro, at forholdene i en retsstat kan være så horrible, som et lille mindretal påstår. Og i øvrigt – det vedrører jo kun et ubetydeligt mindretal. Og selv om der siges og skrives meget om sager, man måske nok finder ubehagelige, så glemmer man hurtigt. Og det benytter politikerne sig af. Eftertidens dom over vore dages politikere vil blive hård.

J. E. Berthelsen

Giv agt, kast ANKER!

De 20 soldeårs foreløbige resultat opgøres i Industrirådets årsberetning: ”rentebyrderne på vor udlandsgæld svarer til produktionen fra ca. 60.000 arbejdspladser i industrien. Gælden nærmer sig et helt års eksport, og op mod to års nettoeksport”.

Mogens Glistrup

Ikke mærkeligt at indkomstpolitikken spiller fallit

Når A opfordrer B til at være solidarisk, betyder det at i de fleste tilfælde, at A er brandegoistisk og nu vil indoktrinere B til at varetage A´s snævre egeninteresser.

Opfordringerne til solidarisk løntilbageholdenhed har vi fået mange af fra gammelpolitikerne. Aldrig har det hjulpet.

Odense-professoren Jørn Henrik Petersen forklarer hvorfor: ”Opnåelse af prisstabilitet eller reduceret prisstigningstempo betragtes som et kollektivt gode. Den enkelte kan nyde fordelene af dette gode, hvad enten vedkommende selv bidrager til omkostninger (i form af tilbageholdenhed) eller ej. Alle vil ræsonnere, at man selv kun er en lille del i det store spil, og hvis man selv kan unddrage sig omkostningerne ved tilbageholdenhed, vil man være i den bedste af alle verdener. Da alle ræsonnere på denne måde, kan det ikke undre, at indkomstpolitikken gang på gang spiller fallit”.

Mogens Glistrup

Gør noget selv

Folketingsåret 1980 sluttede med, at de 4 gamle partier samt CD og Kristeligt Folkeparti stemte for en finanslov med statsudgifter i 1981, der vil overstige skatterne med 52.159.556.900 kr.

Hver dansk familie skal altså i gennemsnit betale 40.000 kr. mere i skat for overhovedet at følge med i de seks partiers vildskab med at smide om sig med skatteydernes penge. Ingen tvivl om, at familierne kommer til at betale disse 40.000 kr. med rente og renters rente. Og derudover underskuddet for 1980 og det forudgående år og de foregående år igen. Der udstedes nemlig statsobligationer for at dække underskuddet. Og disse statsobligationer skal til syvende og sidst indfries ved forøgede skatter.

Håbet for det nye år er at få stoppet eller i al fald begrænset dette galmandsværk.

Det eneste, som de seks uansvarlige finanslovspartier imidlertidig har respekt for, er, hvis de selv kommer til at tabe nogle af deres mange givtige ben og pamperstillinger.

Derfor er den eneste vej fremad at få langt større tilslutning til Fremskridtspartiet end i 1980. Den eneste måde, som den enkelte kvinde og mand rundt omkring i Danmark kan give de seks landsødelæggende partier en lærestreg på, er ved selv at slutte op om Fremskridtspartiet og få flest mulige andre til at gøre det samme. 1981 bliver jo under alle omstændigheder et valgår. Ved kommunevalget den 17. november 1981 afgøres, hvem der skal styre kommuner og amter i 1982, 1983, 1984 og 1985. Nogle vil måske sige: Den tid, den sorg…

Kortsynethed af den art har bragt Danmark ud i afgrundsuføret. Lær af fortidens fejl. – Gå allerede i dag i gang med at forberede et stærkt kommunevalg for liste Z – både i Deres egen kommune og i Deres eget amt. For eksempel ved at være villig til at stille op på liste Z og ved at få andre gode kvinder og mænd til at gøre det samme. Ofte er det nogle få stemmer, der gør forskellen, om der kommer et yderligere Fremskridtsmedlem ind. Og hvert ekstra Fremskridtsmandat betyder øget indflydelse. For eksempel i de forskellige udvalg.

Det at stille op til kommunalvalg betyder naturligvis ikke, at man også bliver valgt. Men det kan meget let betyde, at man ved at give den håndsrækning til Fremskridtspartiet får skrabet de fornødne stemmer hjem. – Hvert eneste godt navn på liste Z betyder jo, at vi får måske 10. Måske 20 stemmer, som vi ellers ikke havde fået.

Derfor må alle læsere af nærværende blad straks gå i krig med opgaven – og holde ud. Det er så vigtig en sag, at De selv, Deres børn og Deres børnebørn kan komme til at leve i et Danmark under ordentlige forhold. I stedet for, at vort fædreland skal synke ned til at blive en fjerderangsnation. – Blot fordi landets indbyggere er så travlt optagne af egne sysler, at de bliver sløve og passive med bidrag til at klare landets problemer.

Mogens Glistrup

Gratistimer

Millionvis af arbejdstimer bruges til at føre skatteregnskaber, udfylde statistikblanketter, skrive ansøgninger til offentlige myndigheder o.l. Bogholdersken eller hvem, der nu udfører disse job, får tilsyneladende normal løn for det arbejde.

Men kun tilsyneladende. For det eneste grundlag for virksomhedens lønudbetalinger er, hvad de kan sælge deres produktion for. Og man får ikke én øre mere for sin produktion, fordi man har skrevet titusinde skatteafregninger, ATP-indberetninger eller lignende.

Med andre ord: Den løn som tilsyneladende udbetales som papirhoveriet, går fra lønbeløb, som under alle omstændigheder kunne være udbetalt. Det er altså reelt arbejdsmanden og chaufføren, som må lide lønafsavn for, at kontordamen kan lønnes.

Mogens Glistrup

Fremskridtsfornuften breder sig

I begyndelsen af november 1980 foreslog den hollandske regering løsning af landets overenskomstsituation ved at forhøje den skattefri bundgrænse med 4%, mod at lønforhøjelsen blev 5 ½% i stedet for 8%, og feriepengeprocenten nedsattes fra 8 til 7 ½ (med absolut feriepengemaksimum på ca. 18.000 kr.)

Selv dette begrænsede indgreb var dog for nytænkerisk for organisationerne. Og så blev regeringen bange for sin egen skygge og opgav sit forslag.

Mogens Glistrup

Fortiden som lærermester

Ole Bjørn Kraft præsenterede i 1929 de Konservative i forhandling med Venstreregeringen om forsvarsbudgettet, som Venstre ville have på 42,3 millioner kroner og de Konservative på 46.

Da de konservatives ændringsforslag faldt ved finanslovsbehandlingen, undlod de konservative at stemme for finansloven, Socialdemokraterne kunne herefter vælte regeringen, da de radikale af taktiske grunde undlod at stemme i den opståede situation.

I krafts erindringer hedder der herefter om den følgende folketingsvalgkamp: ”I det brede borgerskab, hvor vi først og fremmest hentede vore stemmer, lød parolen: ”Denne gang stemmer vi Venstre”. Det var uviljen mod at vi, som man sagde, havde brudt det borgerlige samarbejde og åbnet døren for en socialdemokratisk regering, der var grunden.

Det konservative Folkeparti tabte 6 mandater.

Allerede på valgmorgenen ringede Christmas Møller (C) til mig og fortalte at folketingsmand Sven på flere gruppefællers vegne havde henstillet til ham at trække sig tilbage som formand: Hvad synes du?

Mit svar faldt omgående: ”Det skal du slet ikke tænke på”. Under den videre samtale udviklede jeg mit grundsynspunkt: Et partis opgave er ikke blot at samle stemmer og kandidater, men at kæmpe for en sag. En sådan kamp afgøres ikke ved et enkelt valg. Den afgøres kun, hvis man svigter sagen.

Støttepartier deler skammen med den regering, de opretholder, medens denne tager æren”.

Mogens Glistrup

En statsmands store indsats

Fredag den 30. januar er det 10 år siden, Mogens Glistrup i fjernsynsudsendelsen ”Focus” gik til angreb på indkomstskatteuvæsenet, og de markante udtalelser, Glistrup nåede at fremsætte i den korte udsendelse, gav faktisk reaktioner landet over. Den skatteplagede befolkning følte straks, at her var manden, de i årevis havde ventet på. Det han havde sagt var jo helt i overensstemmelse med, hvad de fleste selv følte skulle gøres, og tilslutningen til Glistrups udtalelser var enorm. Endelig var der en mand, der kunne få dem til at tro på en lysere fremtid indenfor skatteområdet. Men de etablerede magthavere hørte også udsendelsen, og her var reaktionen en helt anden.

Den daværende konservative finansminister Poul Møller, der i sin ministertid havde gennemført de største skatteforhøjelser i nationens historie, skønt han tidligere havde gjort sig populær med udtalelser som; at pengene ligger bedst i borgernes lommer, følte grunden skride under sig. I stedet for selv at gøre noget ved tingene, hvad han nok har erkendt, han ikke kunne, besluttede han, at hele statsapparatet skulle kvæle Mogens Glistrup. Resultatet er den urimelige mammutretssag, som endnu kører ved landsretten. Det er simpelthen en skandale af rang, at hele statsapparatet med sine uindskrænkede ressourcer skal bruges til at kvæle en mand, der både har evner, energi og format til at skabe bedre forhold for den enkelte samfundsborger.

Focusudsendelser vendte totalt op og ned på Glistrups hverdag. Fra en beskyttet tilværelse, som sagfører med en god og sikker indtægt, kastede Glistrup nu hele sin energi ind på at skabe Fremskridtspartiet. Og selv om Glistrup har været hårdt ramt af myndighedernes forfølgelse, har han haft den tilfredsstillelse, at arbejde med at stifte partiet lykkedes over al forventning, og der er grund til her ved tiårsdagen for den berømte udsendelse at udtrykke stor beundring for den store indsats, Glistrup har ydet for at skabe bedre samfundsforhold.

Ove Jensen